Hej.
Det er på høje tide der kommer gang i bloggen.
Er du pårørende og har du oplevet noget som ændrede din/jeres situation i en positiv retning?
Hvad var det som gjorde en forskel?
Det kan være en fastlåst situation i har haft der hjemme, eller når i har mødtes, eller det kan være en situation med en offentlig instands som er ændret.
Fortæl og del ud af dine erfaringer til glæde for andre.
Kh. PS LANDSFORENING
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej
SvarSletJeg sidder med to ting, der forvirrer mig. Jeg er mor til en 13-årig pige med anoreksi. I øjeblikket er jeg frikøbt til at støtte hende i at følge kostprogrammet og skabe ro om hjemmesituationen. Og så er jeg "advokat" imellem barnet og hendes far. Han og hans nye kone er først nu ved at blive indviet i de trængsler vi andre har haft i månedsvis med at tolke og følge sådan en plan og hvorfor det er utrygt for begge parter, at lave for meget om på det man har bestemt. Og den viden kan man ikke bare videregive det andet sæt forældre, som ikke har stået med problemerne. Og barnet lukker ikke munden op og siger hvad hun mener. Derfor vil det fremover ikke blive præcist ifølge planen hun kan spise, når hun er der. Og det har rystet hende og sendt hende tilbage i den ellers gode udvikling. Jeg prøvede og prøvede at forklare rationalet i at følge planen helt, men lidt for døve øren. Og på sigt er hun nødt til at begynde at kunne spise hos sin far igen. Jeg synes den slags kommunikation som meget nemt bliver følelsesladet er meget vanskelig. Er der andre end mig der møder det og hvordan håndterer man det bedst?
Den anden ting der forvirrer mig er, at siden min datter startede i et forløb på Center for Spiseforstyrrelser, har jeg jævnligt haft fornemmelsen af at blive talt ned til eller hen over hovedet på mig. Det forvirrer mig virkelig. Jeg ved at 90% af det er mig selv, der er hypersensitiv. Men der er en rest tilbage, hvor det føles som om, at jeg ikke tæller helt med i det store regnskab om at få alting til at gå op. Sidder jeg også alene med den følelse efter samtaler med læger og psykologer?
Mange venlige hilsner fra
En single mor
Kære single mor
SvarSletjeg forstår din frustration, og kender til fulde dine 2 problemstilinger. De er meget almindelig.
Omkring din datters far, så er han nødt til at få indblik i den her meget komplekse sygdom. Jeg er lige her ikke så optaget af, hvorfor han ikke vil hjælpe sin datter, når hun lider at så alvorlig en sygdom, men der kan faktisk være grunde, som for ham er tunge, eller som gør det umuligt for ham at indse, hvor alvorlig problematikker jeres datter faktisk står med. Jeg kan blot konstatere, at han svigter sin datter ved ikke at ville gå ind i det og tage ansvar for, at hun får sin medicin - som i dette tilfælde er mad efter sin kostplan. Det er særligt vigtigt hos børn, at man som forældre står sammen om det her, og det dur slet ikke, at hun skal spise efter kostplan det ene sted og ingen opfølgning det andet sted. Det er meget vigtigt, at man så hurtigt som muligt får etableret "mekanisk spisning" altså 5-6 faste måltider om dagen som en fast rytme, det bare skal køre for at kroppen, får dét, den har brug for.
Måske du ikke er den rette til at motivere din eksmand til at gå ind i det. Det var jeg ihvertfald ikke dengang jeg stod i situationen med min egen datter. Vi fandt desværre aldrig en løsning, så i dag ser min datter ikke noget til sin far. Alene af den grund er der alt mulig grund til at tænke kreativt.
Måske din eksmand kunne få en enesamtale med behandleren om hans datters situation?
Jeg kan også foreslå dig, at du giver ham link til vores hjemmeside, eller at du kunne forære din mand et medlemsskab af PS og så et kort brev, hvor du uden at blande følelser ind i det skriver, at hans datter har brug for hans opbakning, og at han med dette medlemsskab får mulighed for at drøfte værdien af hans indsats med nogle andre uvildige pårørende i vores rådgivning. Om ikke andet så vil han modtage vores medlemsblad og det kan måske være en uforpligtende måde at få noget viden og indsigt.
Den anden problematik, som du rejser kender jeg også alt for godt. Både på egen krop og fra en række forældre. Det er altid en meget svær og følsom situation, man sidder i som forældre til et barn/ung med spiseforstyrrelse. Det er meget afgørende for behandlingen, at man kan samarbejde og det er meget afgørende, at det sker med en gensidighed og respekt, netop fordi forældre er så afgørende i indsatsen for at ens barn bliver rask. Derfor plejer mit råd at være, at når du sidder med den følelse, og den kommer til at fylde, så er det vigtigt, at du tager ansvar for dig selv, og tager kontakt til den eller de behandlere, hvor den følelse opstår i Jeres relationer. Det skal selvfølgelig ikke være når din datter er til stede. Der skal være et rum, hvor du frit kan sige, hvordan du oplever det - og du skal gerne være så konkret som muligt. Behandlerene møder mange forskellige mennesker og nogen gange kan de godt glemme at "tune" ind i forhold til den, de sidder overfor. Jeg er sikker på, at I så sammen kan aftale, hvordan I sammen kan sikre, at det ikke sker igen - altså nogle spilleregler, som du har brug for, for at du kan frigøre din kræfter til at støtte op om din datter i stedet for at blive ramt, såret og dermed svækket i at kunne yde den optimale indsats.
Hvor er det godt at du tænker over tingene og held og lykke med din datter og dig.
kh
Dorte Nielsen
næstformand i PS